Lars Madsen photo
Lars Madsen

- 12 okt, 2017

Bedste 11 spillere, som ikke kommer til VM i Rusland

bedste fodboldspillere som ikke skal til VM

23 af de 32 landshold har booket deres plads til VM-slutrunden i Rusland i 2018, og det står allerede klart, at flere superstjerner ikke kan tage del af fodboldfesten. Vi har samlet et hold af de bedste spillere, som ikke kommer med til VM.

Ballon d’Or nominerede misser VM

Det står allerede nu klart, at næste sommers VM-slutrunde skal afvikles uden nogle af verdens absolut bedste spillere. For eksempel glippede Chiles kvalifikation, da de tabte 0-3 imod Brasilien i den sidste kamp, og dermed må stjerner som Alexis Sanchez og Arturo Vidal se med fra sofaen.

Flere af de største spillere har endnu ikke sikret deres deltagelse endnu. Italien (med spillere som Buffon og Verratti), Kroatien (Luka Modric) og Danmark (Eriksen) skal spille to playoff-kampe i november, og det er fortsat tvivlsomt om de kommer med til VM.

Argentina havde kniven for struben før deres sidste kamp i den sydamerikanske VM-kvalifikation. De skulle vinde deres kamp på udebane over Ecuador, hvilket bestemt ikke var nogen nem opgave, men Lionel Messi reddede Argentina ved at score et flot hattrick, og dermed får vi heldigvis magikeren (og alle de andre stjerner) i kamp i Rusland.

Bedste hold, der ikke kommer til VM i Rusland (4-5-1)

Keeper: Jan Oblak (Slovenien og Atletico Madrid)

Jan Oblak har stået fantastisk for Atletico Madrid igennem de seneste sæsoner. Han har blandt andet hold buret rent 50 gange for det spanske storhold, mens han kun har lukket 49 mål ind. Det har resulteret i en Ballon d’Or-nominering ligesom, at flere europæiske storklubber lurer på sloveneren. Slovenien endte på fjerdepladsen i kvalifikationsgruppen, mens Jan Oblak lukkede kun syv mål ind i 10 kampe.

Højre back: Antonio Valencia (Ecuador og Manchester United)

Antonio Valencia har været blandt Premier Leagues absolut bedste backs igennem det sidste år. Han har spillet hele 211 Premier League-kampe for Manchester United, og han er Ecuadors største profil med sine 92 landskampe. Desværre endte Ecuador på ottendepladsen i den sydamerikanske VM-kvalifikation.

Midtstopper: Virgil Van Dijk (Holland og Southampton)

Virgil Van Dijk var en hovedpersonerne i sommerens transfervindue, da Liverpool ihærdigt prøvede at sikre sig hollænderens underskrift. The Reds kunne ikke blive enige med Southampton om en overgangssum, hvorfor han stadig er at finde på sydkysten. Van Dijk og Holland skuffede i VM-kvalifikation, og de magtede ikke at vinde 7-0 over Sverige i den sidste gruppekamp, hvilket var nødvendigt for at sikre en playoff-plads.

Midtstopper: Gary Medel (Chile og Besiktas)

Gary Medel skiftede i sommers fra Inter til Besiktas efter at have været i Italien i tre sæsoner. Den meget aggresive chilener spillede tidligere på den defensive midtbane, men på landsholdet har han mest været brugt som stopper. Han har været en fast del af det succesfulde chilenske landshold, som desværre ikke kvalificerede sig til sommerens VM-slutrunde. De var tvunget til at vinde den afgørende kamp imod Brasilien, som de tabte 0-3.

Venstre back: David Alaba (Østrig og Bayern Munchen)

David Alaba har været blandt verdens absolut bedste backs i de seneste par sæsoner. Han har opnået meget for klubholdet Bayern München, men det halter en smule for det østrigske landshold. Han er blevet kåret til den bedste spiller i Østrig de seneste seks år, og landsholdet endte på fjerdepladsen i gruppen bag Serbien, Irland og Wales.

Central midtbane: Naby Keita (Guinea og RB Leipzig)

Naby Keita fik sit gennembrud i sidste sæsons Bundesliga, hvor han sammen med RB Leipzig endte på en imponerende andenplads i klubbens første sæson i den bedste tyske række. Keita var selv en af ligaens bedste spillere i den sæson, og derfor var Liverpool meget interesserede i at hente ham til England og Premier League, hvilket også sker efter denne sæson. Han har spillet 28 landskampe for Guinea, som endte på tredjepladsen i en gruppe på fire hold i den afrikanske VM-kvalifikation.

Central midtbane: Arturo Vidal (Chile og Bayern München)

Arturo Vidal fik sit internationale gennembrud i Bayer Leverkusen, som han repræsenterede mellem 2007 og 2011. Siden har han spillet for Juventus og nu Bayern München, og der er ingen tvivl om, at Arturo Vidal hører til blandt de bedste midtbanespillere i verden. Han har spillet 97 landskampe for Chile, med hvem han har vundet to Copa America-titler. Som bekendt, tabte Chile den afgørende kamp i Brasilien.

Højre fløj: Gareth Bale (Wales og Real Madrid)

En af de allerstørste spillere, vi ikke kommer til at se til VM-slutrunden, er walisiske Gareth Bale. Real Madrid-spilleren var skadet i den afgørende gruppekamp imod Irland, og fra tilskuerpladserne kunne han se holdkammeraterne tabe 0-1, og Wales skal dermed ikke til VM næste år. Wales overraskede ellers positivt ved EM-slutrunden i Frankrig, men de missede lige akkurat andenpladsen i VM-kvalifikationen.

Offensiv midtbane: Alexis Sanchez (Chile og Arsenal)

Verdensstjernen Alexis Sanchez bliver desværre heller ikke en del af VM-slutrunden, og han er dermed den tredje chilener på vores hold, hvilket bekræfter, hvor overraskede det er, at Chile ikke kvalificerede sig til VM. Han har spillet 118 landskampe for hjemlandet, med hvem han har vundet to Copa America-titler.

Venstre fløj: Arjen Robben (Holland og Bayern München)

Hollænderne skuffede i VM-kvalifikationen, men der er selvfølgelig plads til Arjen Robben på vores hold. Bayern München-spilleren gjorde sig for at bære det hollandske landshold, og der burde være kvalitet nok på holdet til at deltage i VM, men blandingen af en svær gruppe og skuffende præstationer var for meget for Holland. Han spillede sin 96. og sidste landskamp for Holland i kampen imod Sverige.

Angriber: Pierre-Emerick Aubameyang (Gabon og Borussia Dortmund)

Gaboneseren Pierre-Emerick Aubameyang skal selvfølgelig med holdet. Den franskfødte skarpretter har scoret 23 mål i 56 landskampe for hjemlandet, men der var ikke kvalitet nok hos holdkammeraterne. Gabon endte på tredjepladsen i gruppespillet i den afrikanske VM-kvalifikation. Aubameyang er blandt de nominerede til Ballon d’Or, og han var været blandt Bundesligaens absolut bedste spillere i de senere år.

Reserver:

Claudio Bravo (Chile og Manchester City), Daley Blind (Holland og Manchester United), Georginio Wijnaldum (Holland og Liverpool), Marek Hamsik (Slovakiet og Napoli), Miralem Pjanic (Bosnien-Hercegovina og Juventus), Aaron Ramsey (Wales og Arsenal), Christian Pulisic (USA og Borussia Dortmund), Riyad Mahrez (Algeriet og Leicester) og Edin Dzeko (Bosnien-Hercegovina og Roma)

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2434 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring - både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.