Advokat: Spilleloven beskytter ikke danske spillere

“Først og fremmest skal det tydeliggøres, at de penge du har stående på din spilkonto, er sikret på en modregningsfri konto og naturligvis vil blive udbetalt til dig.”

Sådan stod der blandt andet på Onsidebetting.dk, hvis man besøgte den konkursramte bookmaker i midten af april 2022.

Her snart to år senere står det klart, at spillerne ikke får en krone af de midler, de måtte have stående på Onsidebetting, da konkursen ramte. Tirsdag d. 5. marts faldt der dom i Sø- og Handelsretten, og DK Gambling ApS, der var firmaet bag Onsidebetting, blev frifundet i en sag om separatistkrav.

Spillemyndigheden optrådte som biintervenient i retssagen for at støtte op om spilleren Peter Hardgrove Hansen, der havde indbragt sagen for retten.

Spillemyndigheden skrev i en pressemeddelelse i september sidste år blandt andet følgende om årsagen: “Da Spillemyndigheden har en betydelig interesse i denne sag, og desuden er af den opfattelse, at spilleres midler bør være sikret i tilfælde af en spiludbyders konkurs, er Spillemyndigheden indtrådt i retssagen som biintervenient til støtte for spilleren.”

Sagsøger havde cirka 67.000 kroner stående på sin Onsidebetting-konto, da nyheden om konkursen indtraf.

Mesterbold har fået et skriftligt svar på mail fra Spillemyndigheden, og her skriver de:

– Spillemyndigheden har haft den forventning, at sagen ville falde ud til spillerens side. Retten har dømt anderledes, og vi er i gang med at forholde os til dette. Da Spillemyndigheden blot har været biintervenient i sagen, kan vi ikke anke sagen, og vi bliver derfor nødt til at afvente, om spilleren ønsker at anke sagen. Hvis sagen ankes vil Spillemyndigheden tage stilling til, om Spillemyndigheden ligeledes skal biintervenere i ankesagen.

Spillemyndigheden har ikke yderligere kommentarer til sagen ud over det, de har skrevet på deres hjemmeside.

Sagen falder tilbage på Spillemyndigheden

Mesterbold har interviewet Henrik Norsk Hoffmann, der er advokat med blandt andet speciale i spiljura.

Han er, modsat Spillemyndigheden, ikke overrasket over tirsdagens dom. Hoffmann har været i regelmæssig dialog med Spillemyndigheden siden det danske marked blev liberaliseret i 2012.

Kan du komme ind på, hvad du har været i dialog med Spillemyndigheden om?

– Det, jeg har sagt, og som Sø- og Handelsretten nu tilsyneladende giver mig ret i, er, at der sker så mange bevægelser, og pengene kommer ikke direkte ind på den modregningsfrie konto, så efter konkursloven vil det ikke være tilstrækkelig identificerbart, at det er spillernes midler, der står på den konto, og hvem af dem, der har hvor meget. Det er jo dybest set også det, som Sø- og Handelsretten nåede frem til i går, fortæller Henrik Norsk Hoffmann.

Vi har jo den her bekendtgørelse om online væddemål, hvor der i kapitel 4 § 11. står: “De midler, som spilleren har stående på spilkontoen, er betroede midler, der skal indestå på en modregningsfri konto i et pengeinstitut m.v., som holdes adskilt fra tilladelsesindehavers egne midler, og som kun tilladelsesindehaver har rådighed over. Midlerne fra kontoen kan kun udbetales til spilleren og må derfor ikke kunne anvendes til dækning af krav mod tilladelsesindehaver. Midlerne skal være sikret i tilfælde af insolvens m.v. hos tilladelsesindehaver.”

I stk. 2. står der: “De midler, der står på den modregningsfri konto, skal til enhver tid mindst svare til det samlede beløb, der står på spillernes spilkonti.”

Hvad kan vi reelt bruge denne bekendtgørelse til i dine øjne?

– Det er operatørens ansvar til hver en tid at sikre midlerne mod konkurs. Selv om Sø- og Handelsretten var kommet til et andet resultat i går (tirsdag, red.), så er størstedelen af de udbydere, der har licens på det danske marked, jo ikke underlagt den danske konkurslov, siger Henrik Norsk Hoffmann og fortsætter:

– Det er jo ikke nogen reel beskyttelse af noget som helst. At det kun er operatøren, der må have råderet over den konto, er med til at svække situationen for spillerne, som jeg ser det.

– Så bekendtgørelsen, som den er formuleret, kombineret med den praksis, som Spillemyndigheden har praktiseret siden, giver ikke rigtigt nogen beskyttelse for danske spillere.

Så falder den her sag ikke tilbage på Spillemyndigheden?

– Jo, det kan man sige. Selv om Spillemyndigheden havde haft en praksis, som fulgte ordlyden til punkt og prikke, så er det ikke sikkert, at man kunne have sikret dem, men efter min mening skal Spillemyndigheden lægge deres energi i den del af bestemmelsen, hvor der står, at midlerne skal være sikret mod licenshaverens konkurs, og det gør de jo ikke nogen indsats for at finde ud af, om de er.

– Der, hvor noget er galt, er kombinationen af de måske mangelfulde regler kombineret med en praksis, som måske endda yderligere svækker de regler, der allerede er fra Spillemyndighedens side, fortæller Henrik Norsk Hoffmann.

Det danske system svigter

Henrik Norsk Hoffmann havde set dommen falde ud, som den gjorde, og han mener ikke, at det danske system beskytter spillernes midler særligt godt.

– Spillemyndigheden har stået meget fast på den her modregningsfri konto, og de går meget op i, at man kan levere en modregningserklæring fra pengeinstituttet. Så længe man ikke låner penge i pengeinstituttet, så giver den modregningserklæring meget, meget lidt sikkerhed, hvis overhovedet noget for nogen ting.

Kan du komme ind på, hvad der kunne være en løsning i dine øjne?

– En måde at gøre det på kunne fx være at lægge de penge ud på en klientkonto hos en tredjepart. Det kan også være, at der er nogle retssystemer rundtomkring, som rent faktisk har det, som Spillemyndigheden troede, de havde i Danmark. Et system, hvor man siger, at de penge, der står på den her konto, det er spillernes penge, så respekterer et konkursbo det.

– Der, hvor et af de store problemer opstår i denne her sag, er, at der går penge ind og ud på den konto hele tiden.

Ja, så man kan ikke identificere pengene?

– Nej, du kan ikke følge dem. Så er der nogle, der taber nogle penge, og så vinder de dem lidt senere.

Hvis vi kigger på bekendtgørelsen igen, kan du så forklare, hvad det er, der er gået galt juridisk i forhold til Spillemyndighedens oprindelige plan om at beskytte spillernes penge?

– Man har ikke sat sig godt nok ind i, hvordan man forbereder sig på sådan en situation. For det første: I forhold til den modregningsfrie konto tyder det jo på, at man ikke helt har forstået, at spiludbydere, i modsætning til de fleste andre virksomheder, som udgangspunkt ikke har nogen kreditfaciliteter hos deres pengeinstitut, for det vil pengeinstituttet ikke, siger Henrik Norsk Hoffmann og fortsætter:

– Det næste er, at man ikke har brugt særlig meget fokus på det, som jurister kalder ‘det sidste punktum’ i paragraf 11. Nemlig at midlerne skal være sikret i tilfælde af insolvens hos tilladelsesindehaver.

– Man har ikke gjort sig den ulejlighed og sat sig ind i, hvordan midler er sikret i et konkursbo på Malta. Nu var det en dansk virksomhed, der gik konkurs, så på den måde har konkursloven været i spil, men går en Malta-baseret spilvirksomhed konkurs, så finder den danske konkurslov jo slet ikke anvendelse, og det virker ikke til, at Spillemyndigheden har gjort sig nogle klare tanker om, hvad der så gælder.

Én ting er man nødt til at ændre

Henrik Norsk Hoffmann er klar i mælet, da han bliver spurgt ind til, om der burde laves lovmæssige ændringer, så lignende situationer kan undgås i fremtiden.

– Der er én ting, man er nødt til at ændre i bekendtgørelsen for mig at se, og det er kravet om, at det kun er tilladelsesindehaver, der har rådighed over den konto, hvor spillernes beskyttede midler står på, siger Henrik Norsk Hoffmann og uddyber:

– Det bliver man nødt til at fjerne, for det er et af problemerne. Hvis du kan fjerne spillernes midler og gøre det til en slags sikkerhedskonto, som er uden for tilladelsesindehaverens råderet, så er det som udgangspunkt ikke noget, der bliver part af tilladelsesindehaverens konkursbo, hvis det skulle nå dertil.

– Derudover synes jeg også, man bør lade være med at ensrette det, men i stedet lade det være op til licensansøgeren og Spillemyndigheden at finde en løsning, som i tilstrækkelig grad af sikkerhed dokumenterer sikring af midlerne i tilfælde af konkurs, lyder det afslutningsvis fra Henrik Norsk Hoffmann.

Professor: “Det kommer overhovedet ikke bag på mig”

Mesterbold har også interviewet Anders Ørgaard, der er professor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet, om sagen.

Dommen kommer heller ikke bag på ham, og han er mest af alt overrasket over, at man har spurgt en domstol om det.

Når du driver spilvirksomhed i Danmark, skal du have den her modregningsfrie konto i tilfælde af konkurs, da den skulle foregive at beskytte spillernes midler. Nu lyder det til, at du er helt enig i dommen, men kan du sætte nogle ord på, hvad du tror, der kan være gået galt juridisk i forhold til planen om at beskytte spillernes penge?

– Problemet er, at hvis du har et system med, at du skal lave en modregningsfri konto, så overlader du det helt til spilselskabet at forvalte spillernes indskud.

– Man overlader jo til spiludbyderen at sikre ens indskud, og det er det, der er problemet. Som jeg forstår afgørelsen, så kan man ikke identificere hver enkelt spillers indskud, og det er jo det, man skal kunne, siger Anders Ørgaard.

Vurderer du, at der bør laves lovmæssige ændringer, så man kan undgå lignende situationer i fremtiden?

– Normalt udtaler jeg mig ikke om lovmæssige ændringer, men det kan man jo. Man skal selvfølgelig have kontrol med det område her, og det har man ikke på nuværende tidspunkt, men det er en politisk beslutning, fortæller Anders Ørgaard.

Der faldt som nævnt dom i sagen tirsdag d. 5. marts, og sagsøger har et par uger til at anke dommen.

Du kan læse om sagen her.

Journalist

Peter Rubek Nielsen

Author

1 Artikel

Peter Rubek Nielsen er uddannet journalist og har blandt andet dækket forskellige sportsgrene, spilbranchen m.m.