Lars Madsen photo
Lars Madsen

- 2 dec, 2019

Top 10: Højeste tilskuertal i Skandinavien

Tilskuere til fodboldkamp

De faldende, danske tilskuertal har fået meget fokus igennem det seneste års tid. Udvidelsen af Superligaen har givet os langt flere kampe på en sæson, men antallet af tilskuere til den enkelte kamp er faldet.

Mange i Danmark kigger på den anden side af Øresund, hvor tilskuerne stadig strømmer til kampene på trods af et nogenlunde tilsvarende niveau. Vi har kigget nærmere på tilskuertallene i Skandinavien og lavet en top 10, som du finder her:

Top 10: Flest tilskuere i Skandinavien

Plads Klub Tilskuersnit Kapacitet Land
1 Hammarby 24.232 34.000 Sverige
2 AIK 18.970 50.000 Sverige
3 FC København 17.260 38.065 Danmark
4 Malmø FF 16.566 24.000 Sverige
5 Djurgården 15.958 34.000 Sverige
6 Brøndby IF 13.887 28.000 Danmark
7 IFK Göteborg 12.837 18.416 Sverige
8 Rosenborg 12.704 21.704 Norge
9 Brann 10.350 16.750 Norge
10 Viking FK 8.933 16.600 Norge

1. Hammarby

Svenske Hammarby er den klub, der trækker flest tilskuere i skandinavien. Det er langt fra den mest succesfulde klub i Sverige, og de lå endda i Superettan mellem 2010 og 2014. Ligesom Djurgården spiller de på Tele 2 Arena, som de til gengæld ikke har problemer med at fylde ud. Den første kamp på stadionet blev spillet mellem Hammarby IF og Örgryte IS i Superettan, og hele 29.175 tilskuere troppede op ved den lejlighed.

  • Stadion: Tele 2 Arena
  • Kapacitet: 34.000
  • Tilskuersnit 2019: 24.232
  • Udvikling: +2,33 %

2. AIK

Den anden klub på listen er også fra Stockholm. AIK spiller på Skandinaviens største stadion, Friends Arena, som samtidigt fungerer som Sveriges nationalstadion. Tidligere spillede AIK på Råsunda, som, ligesom Friends Arena, lå i Sölna-kvarteret, men det blev revet ned i 2013. Der er plads til 50.000 tilskuere, så det er ikke underligt, at AIK har problemer med at fylde det ud. AIK blev mestre i 2018, og på trods af den tætte topkamp i Sverige i 2019, så kom der væsentligt færre tilskuere.

  • Stadion: Friends Arena
  • Kapacitet: 50.000
  • Tilskuersnit 2019: 18.970
  • Udvikling: -19,84 %

3. FC København

FC København har været totalt dominerende i dansk fodbold i det nye årtusinde, men tilskuertallet er stadig ikke imponerende. Selvom Parken ligger centralt placeret i en millionby, så fyldes det ikke medmindre modstanderen hedder Brøndby eller er et europæisk storhold. Det er dog værd at bemærke, at FC København først blev stiftet i 1992, og fanbasen må vokse betydeligt i disse år.

Den positive udvikling i 2018/2019-sæsonen skal ses i lyset af spillet på banen. De spillede historisk dårligt i 2017/2018, hvor de endte på fjerdepladsen, men vandt mesterskabet sæsonen efter.

  • Stadion: Telia Parken
  • Kapacitet: 38.065
  • Tilskuersnit 2018/2019: 17.260
  • Udvikling: +24,63 %

4. Malmø FF

Malmø FF er med sine 20 mesterskaber den mest vindende klub i Sverige, og særligt indenfor de seneste fem sæsoner har det set godt ud. I 2009 blev Swedbank Stadion indviet, og det ligger klods op af det gamle atletikstadion. Det kostede hele 700 millioner svenske kroner at opføre, men har til gengæld været en væsentlig faktor i Malmøs succesfulde periode siden da.

  • Stadion: Swedbank Stadion
  • Kapacitet: 24.000
  • Tilskuersnit 2019: 16.566
  • Udvikling: +11,02 %

5. Djurgården

Stockholm-klubben Djurgården er blandt de største klubber i Sverige, og særligt derbykampene imod AIK er en oplevelse værd. Djurgården spillede i mange år på det slidte atletikstadion Stockholms Stadion, men fik i 2013 det topmoderne Tele 2 Arena som hjemmebane, hvilken de i øvrigt deler med Hammarby.

En stigning på små 30 % er virkelig imponerende, og det skyldes selvfølgelig, at Djurgården vandt den tætte topkamp i Allsvenskan, hvilket var deres første mesterskab siden 2005.

  • Stadion: Tele 2 Arena
  • Kapacitet: 34.000
  • Tilskuersnit 2019: 15.958
  • Udvikling: +29,67 %

6. Brøndby IF

Brøndby IF har været den klart mest populære fodboldklub i Danmark indtil start 00’erne, hvor ærkerivalerne fra FCK indtog dansk fodbold. De har ikke vundet et mesterskab siden 2005, og de var sågar tæt på at rykke ned i 2013. Brøndby har fået etableret sig i toppen af Superligaen, men det rykker sig først for alvor, når de begynder at vinde titler.

Den negative udvikling hænger selvfølgelig sammen med, at de var ekstremt tæt på at vinde mesterskabet i 2017/2018, mens de ikke imponerede i sidste sæson.

  • Stadion: Brøndby Stadion
  • Kapacitet: 28.000
  • Tilskuersnit 2018/2019: 13.887
  • Udvikling: -11,47 %

7. IFK Göteborg

IFK Göteborg er Skandinaviens mest succesfulde klub i europæisk fodbold, og de har igennem den stolte historie opbygget en stor fanbase. Resultaterne er udeblevet igennem de senere sæsoner, men supporterne tropper stadig op i pæne mængder. De spiller til dagligt på Gamla Ullevi, som blev indviet i 2009.

  • Stadion: Gamla Ullevi
  • Kapacitet: 18.416
  • Tilskuersnit 2019: 12.837
  • Udvikling. +28,64 %

8. Rosenborg

Den norske storklub Rosenborg har tidligere været blandt de øverste hold på listen, men de seneste års sportslige krise gør, at tilskuerne bliver hjemme. Selvom de har kvalificeret sig til nogle europæiske gruppespil, og vandt mesterskabet i 2018, så har det været et meget tomt Lerkendal i 2019.

Derudover er Nicklas Bendtner heller ikke længere i klubben til at lokke folk til fodbold.

  • Stadion: Lerkendal Stadion
  • Kapacitet: 21.620
  • Tilskuersnit 2019: 12.704
  • Udvikling: -22,65 %

9. Brann

Siden guldet i 2007 har Brann haft svært ved at tiltrække det samme antal tilskuere, men Brann Stadion er fortsat blandt de mest velbesøgte i Norden. Selv da klubben lå i den næstbedste række havde de et gennemsnit på omkring 10.000 tilskuere/kamp, så det er en populær klub. Stadionet blev bygget tilbage i 1917, men de har netop renoveret det, og åbnet en helt ny tribune.

Stadion: Brann Stadion

Kapacitet: 16.750

Tilskuersnit 2019: 10.350

Udvikling: -0,77 %

10. Viking FK

Efter en sæson i den næstbedste række, så er Viking FK nu tilbage i Eliteserien, og de trækker relativt mange tilskuere til fodbold. De spiller på et flot stadion, som blev indviet i 2004 med plads til 16.600 tilskuere.

Stadion: Viking Stadion

Kapacitet: 16.600

Tilskuersnit 2019: 8.933

Udvikling: +13,08 %

Tilskuertallene er fra 2018/2019-sæsonen i Superligaen, mens det er fra 2019-sæsonen i Allsvenskan og Eliteserien.

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2434 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring - både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.