Top 10: Verdens bedst betalte fodboldspillere

top 10 bedst betalte fodboldspillere

FC Barcelona og Lionel Messi har for nyligt skrevet under på en ny kontrakt, som gælder frem til 2021. Dermed bliver den argentinske troldmand endnu en gang den bedst betalte fodboldspiller i verden.

Det plejer at være fast kutyme for Lionel Messi og Cristiano Ronaldo at få verdens højest løn hver gang, at de skriver en ny kontrakt med deres klub, og derfor behøver ikke Lionel Messi ikke at være den bedst betalte i særligt lang tid.

Generelt hænger evner på fodboldbanen og lønnen sammen, men efter Kinas indtog på den internationale fodboldscene har det ændret sig en smule. De kinesiske klubber har råd til at betale i dyre domme for spillere, som knapt kan bruges i de europæiske storklubber.

Top 10: Verdens bedst betalte fodboldspillere

Når man kigger på vores liste over de bedst betalte fodboldspillere, så er det altid værd at huske på, at kontrakterne er opbygget på forskellige måder. Nogle får et lavt grundbeløb, men kan så score kassen på diverse bonusser, klausuler osv.

Derudover får spillere ofte en sign-on fee, altså et beløb for blot at underskrive kontrakten, og i andre tilfælde bliver den bonus blot delt ud over flere år.

Fælles for dem alle er dog, at de alle kan tjene nok til resten af dagene på en enkelt sæson. Tallene du finder på listen dækker spillernes årsløn, og det er kun lønnen fra fodboldklubberne. Se vores top 10 over verdens bedst betalte fodboldspillere her:

1. Lionel Messi – 320 millioner kroner – FC Barcelona

Efter at have underskrevet en kontraktforlængelse i slutningen af november, løber Messis kontrakt nu til 2021, og det står dermed klart, at han kommer til at spille alle sine bedste år i FC Barcelona. Det er en fuldstændig vanvittig løn, argentineren kan hæve, men hvis man kigger på, hvad FC Barcelona kunne hente af andre spillere for de penge, så er det fint givet ud. Han har i øvrigt fået en frikøbsklausul på fem milliarder kroner, så det er meget usandsynligt, at han forlader Barca før 2021.

2. Carlos Tevez – 283 millioner kroner – Shanghai Shenhua

Carlos Tevez har i flere år været blandt Premier Leagues absolut bedste spillere i Manchester United og Manchester City inden han tog turen til Juventus. Han valgte herefter at tage turen tilbage til Argentina og Boca Juniors, hvor han vandt mesterskabet, hvilket var hans drøm. Der gik dog kun halvandet år før han ikke kunne sige nej til det astronomiske tilbud fra Kina, hvorfor han nu er at finde i Shanghai Shenhua.

3. Neymar – 268 millioner kroner – Paris Saint-Germain

FC Barcelona brugte næsten en milliard kroner (medregnet skattebøder) på at hente Neymar i Santos, og han havde nogle flotte år i klubben. Derfor kom det som en overraskelse, da PSG valgte at indløse frikøbsklausulen på over halvanden milliard kroner. Med den høje overgangssum følger selvfølgelig også en flot løncheck. Det har dog ikke været en dans på roser i Paris, og der har været vedholdende rygter omkring interne konflikter.

4. Cristiano Ronaldo – 238 millioner kroner – Real Madrid

Cristiano Ronaldo har netop vundet sin femte Ballon d’Or, hvilket kun Lionel Messi har formået at gøre før ham. Han er dog kun den fjerdebedst betalte fodboldspiller på planeten, og mon ikke man ser ham og Real Madrid i nogle kontraktforhandlinger inden alt for længe. Han forlængede i 2016 kontrakten frem til 2021, men det har ikke holdt dem tilbage tidligere. Han har dog en helt enorm kommerciel værdi, hvorfor han stadig er den bedst betalte sportsmand i 2017, hvis man medregner sponsorater mm.

5. Oscar – 179 millioner kroner – Shanghai SIPG

Brasilianske Oscar spillede i fire og et halvt år i Chelsea, hvor han gjorde det glimrende. Han nåede at spille over 200 kampe for klubben, men så kom kinesiske Shanghai SIPG med et vanvittigt tilbud, og det er ikke svært at forstå, hvorfor han sagde ja til det. Han spiller i en af Asiens bedste fodboldklubber, som i øvrigt har danske Mads Davidsen ansat som sportsdirektør.

Få 100 % odds bonus!

6. Gareth Bale – 171 millioner kroner – Real Madrid

Efter seks år i Tottenham skiftede Gareth Bale i 2013 til Real Madrid for et rekordstort beløb, og han fik selvfølgelig en seriøs lønseddel oveni. Han startede rigtigt flot hos Los Blancos, men han har næsten haft 30 skader i sine fire og et halvt år i klubben, hvorfor Florentino Perez eftersigende skulle være på at sælge waliseren igen. Med et prisskilt på næsten 100 millioner euro må man formode, at hans næste destination bliver Premier League.

7. Ezequiel Lavezzi – 171 millioner kroner – Hebei China Fortune

Argentinske Ezequiel Lavezzi var en del af den fremragende angrebstrio med Edinson Cavani og Marek Hamsik i Napoli, men skiftede i 2012 til Paris Saint-Germain. Her spillede han han i tre og et halvt år før han valgte at skifte til Kina, hvor han scorede verdens ottendehøjeste løn. I sine bedste dage var han super hurtig og dynamisk, men efterhånden som han har rundet 30 er han ikke længere blandt de bedste spillere overhovedet.

8. Hulk – 149 millioner kroner – Shanghai SIPG

Hulk fik sit internationale gennembrud i Porto, hvor han spillede mellem 2008 og 2012. Herefter brugte spillede han fire sæsoner i Zenit Skt. Petersborg, hvor han i øvrigt også kunne hæve en ganske solid hyre. Mere vil dog have mere, og han er nu at finde i Shanghai, hvor han scorer omkring 150 millioner kroner om året. Det har dog også medført, at han ikke længere er inde i varmen omkring det brasilianske landshold, og det er tilfældet for mange brasilianere, der vælger at cashe ind fremfor at spille i de bedste europæiske klubber.

9. Paul Pogba – 127 millioner kroner – Manchester United

Paul Pogba blev verdens dyreste spiller, da han i 2016 skiftede Juventus ud med Manchester United. Han gjorde dermed comeback til klubben, som han spillede i fra 2009 til 2012. Manchester United betalte næsten en milliard kroner for franskmanden, som i glimt viser sin høje klasse. Han mangler endnu at få sit endelige gennembrud på fodboldscenen, men det får han rig mulighed for i United.

10. Graziano Pelle – 112 millioner kroner – Shandong Luneng

Den klart mindst profilerede spiller på listen over verdens bedst betalte fodboldspillere er italienske Graziano Pelle. Han havde gang i en solid karriere i Southampton, man var pludselig førsteangriber for det italienske landshold under EM-slutrunden i 2016, og han gjorde det fornuftigt. Så godt, at Shandong stod klar med en vanvittig kontrakt, og set i lyset af hans talent, så er det egentlig fornuftigt nok, at han valgte at sige ja.

Tallene er taget fra Marca.

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2505 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring – både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.