Lars Madsen photo
Lars Madsen

- 12 sep, 2017

Top 50: Se Danmarks bedste talentafdelinger

danmarks bedste talentafdelinger

Der er sket meget indenfor talentudviklingen i dansk fodbold i de senere år, og det bliver en stadigt vigtigere del af de danske klubbers forretningsmodel. Derfor bliver klubbernes arbejde jævnligt vurderet og analyseret af forskellige specialister.

Alle de danske klubber havde i løbet af 2016 og 2017 besøg af det belgiske firma Double Pass, og nu har danske Tonsser ligeledes lavet en vurdering af de danske klubber bedømt ud fra 2016/2017-sæsonen.

Hvordan vurderes talentarbejdet?

Klubbernes talentarbejde bliver vurderet på fem parametre:

  1. Hold i de to bedste ungdomsrækker U14-U19: 0,0 = 0 hold og 10,0 = 10 hold
  2. Ungdomsholdenes pointsnit: 0,0 = 0 point/kamp og 10,0 = 3 point/kamp
  3. Andel af egen avl i førsteholdstruppen: 0,0 = 0 % og 10,0 = 100 %
  4. Klubbernes evne til at udvikle spillere, der får spilletid på div. ungdomslandshold
  5. Gennemsnitsalder på klubbens førstehold: 0,0 = +30 år og 10,0 = -20 år

Der er flere faldgruber ved kun at vurdere klubberne ud fra disse parametre. Klubberne mister i højere grad spillerne i en ung alder, og stortalenter som Christian Eriksen og Andreas Christensen forlod hhv. OB og Brøndby som 16-årige uden at få førsteholdsdebut.

Lyngby har f.eks. sendt både Emre Mor og Jacob Bruun Larsen afsted inden de nåede at få debut for klubbens førstehold, og de bliver dermed ikke medregnet i denne rating. Larsen har fået nogle u-landskampe, men det er ikke meget i forhold til, hvad han kunne bidrage til i Lyngbys rating ved at blive i klubben.

Derfor skal man ikke kigge blindt på Tonssers rating af de danske klubber, men det er meget fin indikator for, hvordan det går de danske klubber og deres talentafdelinger.

FC Nordsjælland er Danmarks klart bedste

Det er vel ikke overraskende, at FC Nordsjæland ligger øverst på listen. Klubben skyder det ene talent efter det andet ud igennem maskinen, og det har vi set tydeligt i denne sæson i Superligaen. FC Nordsjælland ligger nummer et efter otte runder, og det er på trods af, at de har solgt Andreas Maxsø, Marcus Ingvartsen og Stanislav Lobotka.

FC Nordsjælland toppede også listen sidste år, og de er førende på flere parametre. De er klubben med flest ungdomshold i de bedste rækker, de har Superligaens klart laveste gennemsnitsalder, og så er de bedst repræsenteret på ungdomslandsholdene sammen med FC København.

Selvom de lå nummer et på sidste års liste, så har de forbedret sig med 0,9, og det er faktisk den største stigning af alle 50 hold. Ingen andre klubber har nogensinde præsteret at få en rating over 6,00, og FC Nordsjælland ligger i år på 7,1.

HB Køge er bedste hold fra Nordicbet Ligaen

Toppen af listen er selvfølgelig domineret af Superliga-klubberne, men HB Køge har sneget sig med op i toppen. Anført af Per Rud har klubben længe været kendt for solid talentudvikling, og de har da også været fast leverandør af stærke spillere.

Simon Makienok og Kristian Pedersen er nogle af de HB Køge-talenter, der i dag spiller i udlandet. I sommeren 2016 solgte klubben 16-årige Elias Fritjof Sørensen til Newcastle, så der er formentlig flere gode spillere på vej fra HB Køges talentafdeling.

B93 er det bedste hold fra 2. division, og det er værd at bemærke, at de er vurderet stærkere end Randers FC, Silkeborg, SønderjyskE og AC Horsens, Hobro og Helsingør, som alle spiller i Superligaen.

Samlet stigning

Uanset tilhørsforhold, så er det glædeligt, at den samlede vurdering er steget. I forhold til sidste år er klubberne gennemsnitligt steget 0,2 ratingpoint, og det tyder på, at klubberne bliver mere og mere opmærksomme på vigtigheden af en velfungerende talentudvikling.

Foruden FC Nordsjælland, så er HB Køge, Lyngby og Vejgaard også steget betragteligt med 0,9 point, mens Næstved er klubben, der er rykket flest trin op ad listen.

AC Horsens er klubben med den højeste gennemsnitsalder i førsteholdstruppen, og den ligger på 26,39.

Du kan læse hele Tonssers rapport her.

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2424 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring - både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.