Der var en imponerende stemning på den fantastiske Amsterdam ArenA, da Ajax her til aften tog imod skrækmodstanderen Real Madrid
De seneste fire kampe mod de spanske giganter havde givet fire nederlag og en målscore på 0-12, og det så ud til at have sat sig i hjemmeholdet
Real Madrid var nemlig rasende overlegne mod i alle henseender, og Ajax måtte ty til kontraspil for i det mindste at være til stede på Reals banehalvdel
Første store chance kom naturligvis til Cristiano Ronaldo, som blev spillet fri i venstre side efter 13 minutter, men keeper Kenneth Vermeer stormede ud og blokerede den knaldhårde afslutning
To minutter senere driblede Kaká sig fri foran mål og skød, men Vermeer fik blokeret ud til Karim Benzema, som afsluttede svagt, og Vermeer slog den ud til hjørne
Det blev sparket lige ind i panden på Sergio Ramos, som dog headede forbi
Så tog Real en slapper og lod Ajax komme med i spillet, men det var alt for slapt fra hjemmeholdets side
I stedet skruede Los Blancos op for blusset mod halvlegens slutning, og så skete der igen noget
Ronaldo headede lige på Vermeer 10 minutter før pausen, og to minutter senere flugtede han snert forbi med venstre
Men det skulle blive alle gode gange tre i denne periode for Ronaldo
Fire minutter før pausen fangede Real Ajax-opspillet på midten af banen, og Xabi Alonso sendte Karim Benzema af sted i venstre side
Han spurtede til baglinjen og lagde den ind foran mål, hvor Ronaldo bare skulle puffe den over stregen
Som sagt, så gjort og 1-0 til Real ved pausen
Havde Ajax troet, at de kunne komme ud og vælte Real i anden halvleg, så måtte de for alvor tro om
De fik et frispark, som Christian Eriksen sløset sparkede mod mål, og så gik det stærkt den anden vej
Marcelo slog bolden over mod højre, hvor José Callejon kom løbende, og han lagde den helt over bagerst i feltet, hvor Karim Benzema flyvende flugtede bolden ind bag en prisgivet Vermeer til 2-0
Så var luften taget ud af Ajax, troede man
For 10 minutter senere slog Eriksen endelig en ordentlig dødbold efter et hjørnespark i venstre side, og den røg helt over bagerst, hvor Nicolas Moisander kunne heade den ind fra få meter under Iker Casillas til 2-1
Det vækkede Ajax, som pludselig lignede et hold, som kunne spille fodbold og ramme hinanden flere gange i træk
Det gav en chance til Derrick Boerrigter, men forbi
Real havde dog også chancer, og de blev måske også snydt for et straffespark, da Marcelo blev trykket ned i feltet
Til gengæld fik Ajax en gigantchance, da et indlæg fra højre lige blev misset af Siem de Jong, hvorefter bolden røg over til en helt fri indskiftet Hoesen, som fra fire meter skød over
Når man ikke scorer på den slags chancer, så kan det hurtigt gå galt i den anden, og det gjorde det skam også med effekt: Først kombinerede Benzema og Ronaldo sig flot igennem i venstre side, og det endte med, at førstnævnte spillede sidstnævnte midt for mål, hvorefter han i en smuk bue sendte bolden over i det lange hjørne med højre
Minuttet efter var Ronaldo igen på pletten, da han blev spillet fri af Sami Khedira, og så kunne han fra en position i venstre side elegant vippe den over Vermeer til 4-1
Så var der dømt legestue i 10 minutter, hvor Ajax-spillerne nok ønskede sig alle andre steder hen end Amsterdam ArenA
Det blev dog ved det 4-1, og det var yderst fortjent
Ajax Amsterdam møder i tredje runde Manchester City hjemme, mens Real Madrid skal en tur til Tyskland og møde Borussia Dortmund den 24
oktober