Bomstærke Bayern annullerede Arsenal

Der var på forhånd snakket om, at Bayern München var svage favoritter mod Arsenal, men efter aftenens kamp på The Emirates er de tårnhøje favoritter og har kursen sat sikkert mod kvartfinalen

Begge hold startede i et opskruet tempo, og Santi Cazorla var igennem efter få minutter i højre side, men hans indlæg blev sendt ind til Manuel Neuer i Bayern-målet af en forsvarer, inden Theo Walcott kunne nå frem til den

Walcott havde fået chancen på toppen, men han blev pakket voldsomt godt ind af Daniel van Buyten og Dante, som ikke efterlod den plads, som sådan en lynhurtig spiller skal have

Lynhurtige var Bayern også til at bringe sig foran, da Franck Ribéry lagde bolden ud til Thomas Müller i højre side

Hans indlæg blev ikke clearet inde foran, og så kunne Toni Kroos efter syv minutter flugte bolden hårdt ned i jorden og i nettet

Et chok for Arsenal, som slet ikke kunne komme sig over den start

Resten af halvlegen havde Bayern fuld kontrol over begivenhederne, og så kom den seneste tids frustrationer for alvor op til overfladen hos englænderne

Når selv en Mikel Arteta lave en sviner, så er den helt gal

Især Bayerns højre side med anfører Philip Lahm og Thomas Müller var fremragende, og Arsenal havde slet ikke ro til at finde deres egne ben

Derfor var det heller ikke en overraskelse, at Bayern fik mål nummer to efter 21 minutter

Et knaldhårdt hjørnespark blev slået fra højre side, og det kom van Buyten først på

Hans hovedstød blev reddet af Wojciech Szczesny, men en meter fra stregen stod Thomas Müller, og han kunne nærmest liggende ekspedere bolden op i nettaget

Så var det som om, Arsenal vågnede op, men på nær et blokeret skud fra Per Mertesacker efter et frispark fra Jack Wilshere, nåede de ikke frem til noget som helst

Bayerns afskedssalut inden pausen var til gengæld et nærgående hoved stød fra Mario Mandzukic, som dog sneg sig uden om stolpen

, Begge hold fortsatte det vilde tempo fra første omgang, da anden periode blev sat i gang, og begge hold havde flere tilløb til chancer, uden at det dog blev til noget

Efter 54 minutter fik Arsenal så et forkert dømt hjørnespark, som blev sendt godt ind i feltet, Laurent Koscielny skærmede Dante af, og Manuel Neuer gik helt skævt ud, så Lukas Podolski komplet fri kunne heade bolden ind i et tomt net til 1-2

Bayern var dog ikke mere rystede, end at de fortsatte den offensive stil, som gav et godt skudforsøg fra Kroos, mens Javi Martinez headede over efter et frispark, som Szczesny kom helt skævt ud til

Stemningen var til tider mere end intens, og der blev begået en del meget grove frispark, som helt sikkert bliver skrevet i den lille sorte bog til returkampen

Efter 70 minutter sendte Arséne Wenger Tomas Rosicky og Oliver Giroud ind, og det skabte straks en chance, da Rosicky sendte Walcott af sted på højre fløj, og hans indlæg blev knaldhårdt flugtet mod mål, men lige på Neuer, som ikke behøvede at flytte sig for at redde bolden

Bedst som man troede, at Arsenal ville sætte sig på spillet, slog Bayern effektivt kontra: Indskiftede Arjen Robben tog bolden godt med og sendte Lahm af sted i højre side, og hans indlæg blev ramt af både Mandzukic og Bacary Sagna og boblede op i luften og i nettet til 1-3

Bayern er dermed så tæt på kvartfinalen som overhovedet muligt, og der skal et sindssygt mirakel til for at ændre det

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2505 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring – både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.