Modløse Mancini manglede magien

Det var absolut sidste udkald for Manchester City efter en frygtelig optræden i Champions League, da de her til aften tog imod Real Madrid

Og det kunne tydeligt ses på spillet, som var nærmest manisk nervøst

Manager Roberto Mancini havde valgt en 3-5-2 opstilling til sit hold, men det var bestemt ikke nogen god idé

Hans spillere sejlede rundt i første halvleg og virkede som en flok glade amatører på glatis

Allerede efter 10 minutter gik det galt, da Angel Di Maria slog et perfekt indlæg fra højre side med venstre fod, som sejlede helt over bagerst i feltet, hvor Karim Benzema havde sneget sig bag om Maicon, og han kunne fra få meters afstand sætte indersiden på

1-0 til Real Madrid, og det var såre fortjent

Nu fortsatte gæsterne jagten på et mål, og det kunne de gøre med sindsro, d a City var helt groggy

Skudstatistikken sagde 7-0 efter 16 minutter i Los Blancos favør, og flere af de forsøg burde have været i kassen

Den defensive midtbanemand Sami Khedira havde således tre store chancer, og havde han været angriber, så havde der stået 0-4

Cristiano Ronaldo havde en kæmpechance, da han blev spillet helt fri med 25 meter mdo mål

Han lobbede bolden over Joe Hart, men den blev reddet på stregen

Ronaldo fik fat i den igen, men hans skud blev blokeret

City havde få forsøg, men det blev aldrig rigtigt farligt

Maicon havde et godt bandespil med Sergio Aguëro, men han fik en skæv tå på, da han skulle afslutte

Aleksandr Kolarov havde et behjertet frisparksforsøg, men det var vitterligt alt fra City i første omgang

Et nærmest apatisk hold gik til pausen, hvor Roberto Mancini forhåbentligt talte dunder til dem

Om ikke andet så for at redde sin egen bagdel med tanke på Roberto Di Matteos fyring i Chelsea tidligere på dagen

Det var da også et City-hold med langt mere gejst og vilje, der kom ud med til anden halvleg

Især Aguëro begyndte at vise sig frem, og han var tæt på at komme til en stor chance efter bandespil med altid gode David Silva efter 50 minutter

Men mål kom der ikke, så Carlos Tevez kom ind i en mega-offensiv med Aguëro og Dzeko i stedet for den skuffende Samir Nasri, som absolut intet fik ud af det

Aguëro fik en kæmpe chance efter 64 minutter, da Maicon for en gangs skyld slog et godt indlæg, men en meter fra mål fik Iker Casillas kastet sig og blokeret på selve stregen

Men nu var tændingen der, og publikum kom også med på et fuldt besat Etihad Stadium

Helt op på kogepunktet kom stemningen, da Yaya Touré med en flot aflevering fandt Dzeko, som flækkede den videre til Aguëro, som let blev rørt af Alvaro Arbeloa

Straffespark og rødt kort til Arbeloa for sin anden advarsel, og sparket fra pletten satte Aguëro stensikkert ind

Med en mand i overtal måtte presset komme, og det var da også et aggressivt City-hold, der fightede for livet

Men de helt store chancer kom aldrig, og så endte det 1-1

Med Dortmunds klare sejr i Amsterdam er City dermed ude af CL for andet år i træk inden ottendedelsfinalerne

Overlever Mancini det?

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2506 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring - både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.