Lars Madsen photo
Lars Madsen

- 24 okt, 2012

Real ramte Den Gule Mur

Gad vide, om der findes et stadion i verden, hvor stemningen er mere infernalsk og fantastisk end Signal Iduna Park i Dortmund? De mange dedikerede hjemmefans havde dog ikke så meget at juble over til at starte med mod berømte Real Madrid, for madrilenerne sad på kampen uden dog at komme til de store chancer

Banen var glat, og flere spillere skvattede rundt, hvilket gjorde det svært at få et ordentligt overtag i gang og få sat styr på pasningsspillet

Dortmund fik den første chance efter 12 minutter, da anfører Sebastian Kehl fyrede af, men Iker Casillas fik bokset væk

Så stod der atter Real Madrid på løjerne, og det gav gode chancer til både Angel Di Maria og Cristiano Ronaldo, men begges afslutninger var for upræcise

Så var der mere drøn over Kehls afslutning efter 26 minutter, og nu begyndte Dortmund endelig at smide benovelsen og spille på egne præmisser

Der kom mere tænding på, og et par frispark samt højt pres indikerede, at hjemmeholdet var på vej

Det udmøntede sig også i mål 10 minutter før pausen: Pepe, som minuttet inden havde skabt sig til et frispark, smed bolden hen til Kehl, som satte Robert Lewandowski op med det samme, og han løb direkte mod mål og passerede sikkert Casillas

Real var dog ikke mere rystede, end at de kunne svare igen to minutter senere

Xabi Alonso lagde en perfekt aflevering over 25 meter til Ronaldo, som i venstre side iskoldt lobbede bolden over den fremstormende Roman Weidenfeller og i nettet til pausestillingen 1-1

Var det Real, der startede første omgang bedst, så var det Dortmund, der satte turboen til i anden

Mario Götze fik en kæmpe chance efter et godt gennembrud i højre side af Lukasz Piszczek, men Casillas var kvik til at redde

Kort efter skød Marco Reus direkte mod mål på et frispark fra en spids vinkel, men igen var Casillas over den

Så var det Reals tur til at stikke mod mål, men Di Maria fik overplaceret sin afslutning, som gik lige udenom fjerneste stolpe

Tempoet var højt, og nu kunne begge hold stå fast på banen, hvilket gav et par gode chancer

Sven Bender havde et par skud over mål, og så blev den gule mur bag Casillas igen levende: Götze strøg igennem i højre side, og hans indlæg fik Casillas ikke bokset nok væk, så bolden endte hos Marcel Schmelzer, der med venstre ben halvflugtede bolden ned i fjerneste hjørne til 2-1

Fuldt fortjent efter 64 minutter, da Dortmund var det mest aggressive hold

Så var det ventet, at Madrid ville sætte tyskerne under pres, men det blev aldrig til de store chancer

Gonzalo Higuain kom ind i stedet for Karim Benzema uden at gøre stort væsen af sig, og det var op til stærke Di Maria at sætte spillet op

Men de kom ikke frem til noget, og så kunne jublen bryde løs på Signal Iduna Park, hvor Dortmund nu har lagt sig i spidsen af gruppen foran netop Real Madrid

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2447 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring - både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.