Sevilla jagter Simon Kjær!

Der er som sædvanlig gang i svingdøren i Sevilla, hvor en masse spiller er kommet ind og ud. En stor del af profilerne fra det succesfulde hold har fundet nye klubber, og Simon Kjær bliver overvejet som erstatning i midterforsvaret.

Adil Rami har været en fast del af Sevilla-holdet over de senere år, men franskmanden har valgt at skifte til Marseille. Han er ligesom Simon Kjær meget duelstærk, og det ligner en 1-til-1 erstatning, men prisen kan blive et problem for Sevilla.

Selvom Sevilla har tjent fint på at sælge Vitolo, Vicente Iborra, Yevhen Konoplyanka, Rami, Mariano og Sebastian Christoforo, så skyder de sjældent meget store beløb efter nye spillere.

Ganske vist er den mangeårige sportsdirektør Monchi ikke længere i klubben, men det ventes, at den nye mand i stolen Oscar Arias fortsætter på nogenlunde samme måde. De har igennem mange år hentet spillere billigt, og sendt dem videre med god fortjeneste.

Tirsdag kunne Oscar Arias bekræfte, at Simon Kjær er blandt de spillere, som Sevilla jagter i øjeblikket.

– Vi arbejder på en aftale, men vi ønsker ikke at diskutere det yderligere, da det kan skade forhandlingerne, siger sportsdirektøren til football-espana.net.

Simon Kjær spiller i øjeblikket i Fenerbahce, som han skiftede til i 2015 efter to sæsoner i Lille.

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2505 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring – både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.