Skuffende City snublede

Hvis man havde forventet et rystende nervøst Ajax-mandskab på Etihad Stadium denne aften, så måtte man gnide sine øjne i første halvleg

De unge knægte fra Amsterdam var åbenbart fløjtende ligeglade med, at Yaya Touré sammenlagt tjener mere end hele den hollandske trup, for de spillede lystigt bolden rundt og tog gerne keeper Kenneth Vermeer med i opspillet

Manchester City fik kampens første chance, da Carlos Tevez spillede Pablo Zabaleta fri i højre side, men hans afslutning gik over mål

Så var der mere pondus over Ajax, da de fik kampens første hjørnespark efter 10 minutter

Det slog Christian Eriksen fra højre side, og bolden landede for fødderne af Niklas Moisander, som ikke fik ram på bolden, som så ud til at smutte over baglinjen

Men nærmest på linjen fik Siem de Jong kastet sig ned, og han fik liggende sparket kuglen op i nettaget, mens Joe Hart bare lagde sig ned på mystisk facon

Et underligt mål, men 1-0 til Ajax, og den føring blev fordoblet syv minutter senere

Igen var det et hjørnespark, denne gang fra højre side, som Eriksen sendte ind over, og igen var det de Jong, der nåede frem

Denne gang på kanten af det lille felt, hvor han flot headede bolden ind

En vanvittig start for Ajax, som dog måtte indkassere et mål fem minutter senere

Samir Nasri lagde bolden ind fra højre side med ydersiden af højre fod, og Moisander fik ikke headet ordentligt væk

Bolden dumpede ned til Yaya Touré, som tæmmede den med ryggen mod mål og vendte sig, mens han flugtede bolden ind

Så forventede man et City-pres, men ud over endnu en chance til Zabaleta, som Vermeer nemt tog sig af, så kom der ikke noget fra de lyseblå

I stedet fortsatte Ajax med at spille frisk frem ad banen, hvor Ryan Babel og Derk Boerrigter i hver deres side var flittige til at søge igennem

Lasse Schøne havde svært ved at gøre sig gældende, mens Christian Eriksen, udover sine oplæg til scoringerne, lavede glimrende ting på midtbanen og satte flot fløjene op flere gange

Christian Poulsen var en god stopklods på midtbanen og gjorde ikke tingene sværere, end de var, og det må have frustreret City, som altså gik til pausen bagud med 1-2 på et stemningsforladt Etihad

Fra starten af anden halvleg begyndte City at lægge det pres, som man havde forventet fra første minut

Mario Balotelli kom ind, og straks kom der flere situationer i Ajax-feltet

Selv en Sergio Aguëro, der var fuldstændig anonym i første omgang, begyndte at røre på sig, og han fik også prikket bolden ind, men målet blev korrekt annulleret for off side af den danske dommer Peter Rasmussen

Efter et kvarters pres var det dog Ajax, der igen fik fat i spillet, hvor de danske spillere virkelig boltrede sig

Det var dog igen de Jong, der stod for en god afslutning, da han direkte på frispark tvang Joe Hart til en redning

City var i denne periode rådvilde, og spillere som Touré og Nasri, der burde stå for gennemslagskraft og originalitet, var gået i stå

Der skulle en tilfældighed til, før City dog kom ind i kampen

Et langt udspark fra Hart dumpede ned i mellem de to Ajax-midterforsvarere, som ikke fik koordineret, og så kunne en ellers bleg Aguëro smutte igennem og banke bolden ind i det lange hjørne fra højre side til 2-2

City sendte Edin Dzeko og Aleksandr Kolarov på banen, mens Ajax til gengæld hev Poulsen ud til fordel for Viktor Fischer, som nåede at afslutte to gange i slutminutterne

To minutter før tid fik City så fejlagtigt annulleret et mål for off side, mens Balotelli blev snydt for et straffe i allersidste sekund

Dermed blev det ved de 2-2, som gør det mere end svært for Manchester City at gå videre

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2506 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring - både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.