Optakt og live stream til Lyngby BK – Slovan Bratislava i Europa League-kvalifikationen

Eventyret fortsætter for Lyngby

Torsdag aften klokken 17.00 tager Lyngby BK imod Slovan Bratislava i Europa League, hvor de skal forsøge at spille sig videre til tredje runde af kvalifikationen. De Kongeblå hentede et meget flot udgangspunkt i Bratislava i torsdags, og nu skal den altså holdes hjem på Lyngby Stadion.

I fredags blev der trukket lod om den næste runde, og hvis Lyngby skulle være dygtige nok til at slå Slovan Bratislava ud, så venter der en endnu sværere modstander. De er blevet trukket sammen med det russiske storhold FK Krasnodar, som ligger over 3.000 kilometer fra Kongens Lyngby.

Der venter naturligvis en svær kamp mod et godt fodboldhold, før de kan begynde at tænke over Krasnodar. Med ni sejre i streg har Lyngby dog vist, at de har et højt niveau på holdet, og de er favoritter til at vinde kampen torsdag aften.

Heldet var med Lyngby i Bratislava

Selvom Lyngby har høj kvalitet på holdet, så kræver det også held at gå videre i Europa, og det havde de i den grad i torsdags. Fra kampens start var Slovan Bratislava en smule bedre end Lyngby, og de havde relativt nemt ved at tilspille sig chancer.

Som kampen skred frem, kom Lyngby bedre med i kampen, men de havde svært ved at skabe chancer. David Nielsen havde i pausen skiftet Kristoffer Larsen ud med Mikkel Rygaard, og Lyngby blev langt mere sikre på bolden i anden halvleg.

Med godt et kvarter igen af kampen kombinerede Lyngby-spillerne flot midt på banen, og Jesper Christjansen fandt David Boysen med en dybdebold. Kantspilleren var skarp, og sendte en meget præcis bold lige i foden på Jeppe Kjær, som let kunne prikke bolden i kassen til kampens slutresultat 0-1.

Profiler blev sparet mod Silkeborg

Inden returkampen mod Slovan Bratislava, skulle Lyngby i søndags spille premierekamp i Superligaen imod Silkeborg. Det var på forhånd forventet, at David Nielsen ville spare et par af profilerne forud for EL-kampen. Michael Lumb blev erstattet af Casper Højer og Mathias Hebo kom ind i stedet for Jesper Christjansen.

Det var faktisk ikke til at se, at Lyngby nærmest kom direkte fra en kamp i Østeuropa for de var det klart bedste hold i første halvleg, som også fortjent endte 1-0 til Lyngby på mål af Kristoffer Larsen. Lyngby gik dog i stå efter pausen, hvorfor Jens Martin Gammelby let kunne udligne til 1-1.

Det fik Lyngby-spillerne i gang, og David Boysen scorede kampens sidste mål på straffespark til 2-1, hvilket var Lyngbys niende sejr i streg!

Nu venter der en enormt spændende kamp på Lyngby Stadion, hvor der forventes udsolgt af de 3.400 billetter, der er sat til salg.

Live stream og TV til Lyngby – Slovan Bratislava

Hvis du ikke tager på Lyngby Stadion torsdag aften, så kan du se kampen på både TV og live stream! Viasat har købt rettighederne til kampen, og de viser kampen direkte på TV3 Sport 1, hvor de starter transmissionen 16.45 med kampstart 17.00.

Har du ikke et TV i nærheden, så kan du se kampen på live stream. Det kræver dog, at du opretter dig hos Viaplay, som er Viasats streamingtjeneste. Her har du ligeledes muligheden for at se Lyngby Bratislava direkte fra kl. 17.00!

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2448 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring - både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.