Se David Nielsens pressekonference før Europa League-kampen imod Krasnodar

Der er ingen tvivl om, at det er uvante forhold for Lyngby-spillerne som torsdag aften skal spille på et af verdens dyreste stadions i Krasnodar. Samtidigt har de skadesproblemer i midterforsvaret, hvor de må undvære både Mathias Tauber og Thomas Sørensen, men det vil David Nielsen ikke bruge energi på:

– Sådan er fodbold. Man får skader med så tæt et kampprogram, som vi har lige nu. Spillere bliver skadet, men andre spillere vil slå til i deres fravær, så det bliver ikke et stort problem for os, siger David Nielsen.

Vejrudsigten melder om 30 grader ved kampstart, og det er selvfølgelig også noget, som Lyngby-holdet skal vænne sig til.

– Det er selvfølgelig en af grundene til, at vi er taget afsted tidligt. Det er en faktor, men det bliver samme temperatur for vores modstander. Det kommer altid til at gøre ondt i de første 15 minutter, når man kommer fra et koldere sted.

– Det bliver meget svære 95 minutter, når man møder så godt et hold uanset om det er -5 eller 30 grader, siger David Nielsen.

Michael Lumb, der har en fortid i russisk fodbold, var glad for at være tilbage i Rusland.

– Det er skønt at være tilbage. Jeg havde en fantastisk tid i Rusland, og jeg ser selvfølgelig frem til kampen i morgen. Det bliver en meget svær kamp, men vi tror på, at vi kan tage herfra med et godt resultat. Det er dejligt at være her, men vi fokuserer kun på at vinde kampen, siger Michael Lumb, der tidligere har spillet i Zenit.

FC Krasnodar – Lyngby BK starter 19.00 på Krasnodar Stadium, og du kan se kampen direkte på TV3+.

Se hele pressekonferencen med David Nielsen og Michael Lumb her:

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2505 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring – både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.