Mathilde Miller photo
Mathilde Miller

- 15 jun, 2017

Kamp om billetterne til Danmark Polen

Det er langt fra hver gang, at Danmarks fodboldlandshold er i aktion.

Men det virker som om der bliver kamp om billetterne i Parken, når førerholdet fra Polen gæster den danske hovedstad 1. september i VM-kvalifikationen.

DBU skriver i pressemeddelelse, at de allerede på nuværende tidspunkt har solgt 20.000 til kampen.

– Det var en utrolig vigtig sejr over Kasakhstan i lørdags, og billetsalget viser os, at det ikke kun er Åge Hareide og vores spillere, der tror på, at det er muligt at kvalificere os til VM-slutrunden. Det gør vores fans også, lyder det fra DBUs kommercielle direktør Katja Moesgaard i en pressemeddelelse.

Der er plads 38.065 tilskuere i den danske nationalarena, hvor man regner med at have godt 36.000 pladser til danske fodboldfans.

Ifølge reglerne fra UEFA skal man reservere fem procent af stadion til udeholdets fans.

DBU oplyser samtidig, at herboende polske fans opfordres til at købe billetter via det polske fodboldforbund, for at sikre en plads blandt udeholdets fans.

Det danske landshold spillede senest foran fulde tribuner i EM-playoff kampen mod naboerne fra Sverige i november 2015. Dengang var et proppet Parken vidne til en forestilling af Zlatan Ibrahimovic, som scorede begge de mål, der i sidste ende sendte svenskerne til EM i Frankrig på bekostning af Danmark.

Efter nogle kiksede kvalifikationer er sulten efter en slutrunde efterhånden ved at nå kogepunktet.

Men Danmark har gjort det svært for sig selv i kvalifikations gruppe E, hvor der godt nok stadig er mulighed for at ende på andenpladsen, da Danmark i skrivende stund ligger lige med Montenegro, der har 10 point.

Dårligste to’er

Men at blive nummer to er ikke helt nok. Den dårligste af to’erne skal nemlig sies fra og kommer altså ikke til at spille playoff.

Efter seks kampe er der flere af de hold, som ligger nummer to, der har 12 point på kontoen, så selvom vi kan ende som nummer to, er chancen at vi bliver lige præcis den andenplads, der ikke udløser noget som helst.

Der er med andre ord brug for alt den opbakning, vi kan få imod Polen. Kampen må ikke tabes, hvis vi vil holde liv i drømmen om VM i Rusland 2018.

Mathilde Miller

Fodboldskribent

287 Artikler