Lars Madsen photo
Lars Madsen

- 18 aug, 2017

Se Polens trup til landskampen imod Danmark

Dygtige angribere hos Polen

Danmark spiller fredag den 1. september den vigtigste landskamp i lang tid, når Polen kommer forbi Parken i VM-kvalifikationen. Den polske landstræner Adam Nawalka har i dag udtaget 22 mand til den vigtige landskamp i Parken, og der er mange spændende navne med.

Der er selvfølgelig mest fokus på verdensstjernen Robert Lewandowski, som er samlet topscorer i VM-kvalifikationen med hele 11 mål i seks kampe! Tre af dem blev lavet på Narodowy imod Danmark i oktober sidste år, så det danske forsvar er forhåbentlig bedre forberedt denne gang.

En anden angriber, der har fundet vej til truppen, er Brøndbys Kamil Wilczek. Han var skarp i sidste sæson, men han slet ikke fået gang i den i år, og han er blevet forvist til bænken af Jan Kliment. Man forventer ikke, at han får spilletid i Parken, når både Lewandowski og Arkadiusz Milik er med.

Ingen spillere fra Ekstraklasa

Utroligt nok, så er der ingen spillere fra den bedste polske liga Ekstraklasa, der har fundet vej til landsholdet. Det står i skarp kontrast til den danske trup, hvor der plejer at være en håndfuld FC København- og/eller Brøndby-spillere.

17 af de 22 spillere i truppen spiller til dagligt i de europæiske top-fem ligaer, og mange af dem i nogle af verdens største klubber. Juventus, Dortmund, Monaco, Napoli og Bayern München er således repræsenteret i Nawalkas trup.

Danmarks trup udtages mandag

Den danske landstræner Åge Hareide udtager sin trup mandag, og der er flere store spørgsmål, der rejser sig. Nicklas Bendtner er omsider kommet i omdrejninger i Rosenborg, og mange mener, at man ikke kan komme udenom ham.

Danmark er tvunget til at vinde kampen, hvis de skal have bare den mindste chancen for at kvalificere sig igennem førstepladsen i gruppen. Vi må højst sandsynligt regne med at gå efter andenpladsen, hvor vi så skal være blandt de otte bedste to’ere for at komme til playoff-kampene.

Der resterer fire kampe af VM-kvalifikationen, og vi trænger efterhånden til at komme med til en slutrunde. Når vi kommer tættere på kampstart, vil du både kunne finde spilforslag, optakt og live stream muligheder til landskampen!

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2434 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring - både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.