Lars Madsen photo
Lars Madsen

- 23 aug, 2018

Spilforslag til Superligaen: Esbjerg får point i Aalborg

AaB har fået en flot start på Superligaen, og de kan i teorien overtage førstepladsen, hvis de formår at besejre Esbjerg. Alligevel mener vi dog, at de er blevet overvurderet på baggrund af deres flotte pointhøst, og vi forudser en relativt lige kamp.

Se i øvrigt vores spilforslag til aftenens Europa League-kamp mellem Genk og Brøndby!

AaB har været heldige

På trods af en fin femteplads i sidste sæson, så hungrede AaB-fansene efter nye tilgange på holdet henover sommerpausen. Der er ikke blevet hentet store navne til, men man har lejet en spændende spiller i Philipp Ochs.

Han kom både på måltavlen og fik en udvisning i sin første kamp i AaB-trøjen, og han virker generelt som en spiller, der kan gavne AaB.

Kritikken af den sportslige ledelse er forsvundet efter AaBs fornuftige start på Superliga-sæsonen, men hvis man dykker lidt ned i tallene, så har AaB været ret heldige med deres placering.

Spillet har på mange måneder mindet om det i sidste sæson, og Jannik Pohl er fortsat hamrende uskarp foran kassen.

AaB har vundet fire kampe, og de er alle blevet vundet med et enkelt mål i meget tætte kampe. Derudover fik de en rundbarbering i Parken, da de tabte 4-0 imod FCK, og senest spillede de 0-0 imod AC Horsens i endnu en tæt og kedelig kamp.

Kigger man nærmere på expected goals – som jo er en betegnelse for, hvor mange mål man kunne forvente, at et hold ville lave ud fra deres skud – så er AaB slet ikke i toppen af Superligaen, hvilket støtter hypotesen om, at de været heldige med at ligge i toppen af ligaen.

Faktisk rangerer de akkurat lige så højt som dagens modstander fra Esbjerg, som ligger seks placeringer og fem point længere ned i tabellen.

Esbjerg er blevet stærkere

Det så ret skidt ud for Esbjerg i de første par kampe, hvor det var tydeligt, at spillerne skulle vænne sig til tempoet i Danmarks bedste fodboldrække.

De startede på udebane imod FC Nordsjælland, og de blev kørt rundt på røv og albuer i de første 45 minutter, for så at rette op på det i anden halvleg.

Ved flere lejligheder virkede holdet ikke klar, men det er som om, at det har ændret sig på det seneste.

Esbjerg har nu ikke tabte i de seneste tre kampe, og de kommer ind til kampen imod AaB med to sejre på stribe, endda uden at lukke mål ind.

Efter at have indkasseret 10 kasser i de første fire kampe, så har de nu to clean sheets i træk, og det kommer efter to flotte præstationer imod Vendsyssel og Brøndby.

Esbjerg har solgt Anders Dreyer dyrt til Brighton, og selvom han var holdets mest talentfulde spiller, så virker de faktisk stærkere som hold efter, at han er blevet solgt.

Vi forudser en relativt lige kamp i Aalborg, hvor Aab selvfølgelig er favoritter til at vinde kampen, men oddset på, at Esbjerg får point er simpelthen for højt.

Vi tror på en målfattig kamp med relativt få chancer, og den kunne sagtens ende uafgjort.

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2434 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring - både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.