Lars Madsen photo
Lars Madsen

- 15 aug, 2017

Top 10: Dyreste danske fodboldspillere nogensinde

danmarks dyreste fodboldspiller

Simon Kjær er netop skiftet til Sevilla for næsten 100 millioner kroner, og han ryger direkte ind på listen over de dyreste danske fodboldspillere nogensinde. Se hele top 10!

1. Joachim Andersen: Sampdoria -> Lyon (224 millioner kroner)

Joachim Andersen blev noget overraskende Danmarks dyreste fodboldspiller, da han i juli 2019 blev solgt for 30 millioner euro.

Han er gået under radaren i Danmark, da han tidligt forlod FC Midtjylland til fordel for Twente, hvor han så fik sit gennembrud.

Siden skiftede han til Sampdoria, hvor han var en bærende spiller. Han blev rygtet til mange storklubber rundt omkring i Europa, og valget faldt på Lyon, som gjorde ham til deres dyreste indkøb nogensinde.

2. Jannik Vestergaard: Borussia Mönchengladbach -> Southampton (152 millioner)

Den store midtstopper tog allerede til Tyskland som ungdomsspiller, og her har han opbygget en flot karriere. Han slog igennem i Hoffenheim inden han skiftede til Werder Bremen, som allerede halvandet år efter solgte ham videre til Borussia Mönchengladbach for en rekordsum af 89 millioner kroner. Efter nogle flotte år i Gladbach er han nu i Southampton, som har betalt 18 millioner pund for den høje stopper.

3. Thomas Delaney: Werder Bremen -> Borussia Dortmund (149)

Thomas Delaney viste sig som et røverkøb for Werder Bremen, som købte ham relativt billigt i FC København. Han blev hurtigt en succes i Bundesligaen, og efter halvanden år i det nordlige Tyskland rykkede han lidt sydpå til Dortmund.

Han har hård konkurrence af blandt andre Alex Witsel, men gør et strålende job i Ruhr-distriktet.

4. Pierre-Emile Højbjerg: Bayern München -> Southampton (110)

Pierre-Emile Højbjerg fik et mindre gennembrud i Bayern München under Pep Guardiola, men han fik ikke den fornødne spilletid i den sydtyske storklub. Efter lejeophold hos Augsburg og Schalke 04, søgte han nye udfordringer i Southampton, og de måtte betale omkring 110 millioner kroner for den danske midtbanespiller i 2016.

De bedste transfer odds bonusser!

5. Christian Eriksen: Ajax -> Tottenham Hotspur (101)

Der er ingen tvivl om, at Christian Eriksen er Danmarks klart mest værdifulde spiller på nuværende tidspunkt, men Tottenham gjorde en god handel tilbage i 2013. Han har siden da udviklet sig til at være en af Tottenhams vigtigste spillere, og der er vedvarende rygter omkring et skifte til FC Barcelona, men Daniel Levy skulle forlange godt over 100 millioner euro (743 millioner kroner) for Eriksen.

6. Jesper Grønkjær: AaB -> Ajax Amsterdam (100)

Jesper Grønkjær tog Superligaen med storm tilbage i slut-90’erne, og derfor stod Ajax klar med omkring 100 millioner kroner for kantspilleren. Han nåede at spille 75 kampe for den hollandske klub inden han tog turen videre til Chelsea.

7. Simon Kjær: Fenerbahce -> Sevilla FC (97,5)

Simon Kjær har igennem de senere år været en af de mest stabile spillere på det danske landshold. Han har udviklet sig enormt fysisk, og han vinder størstedelen af sine dueller. Han kan til tider have problemer i den opbyggende spil, men Sevilla skulle bruge en erstatning for Adil Rami. Det fandt de i Fenerbahce, som solgte den ellers populære Simon Kjær for næsten 100 millioner kroner, hvilket gjorde ham til den dyreste forsvarsspiller i Sevillas historie.

– Se også: Verdens dyreste fodboldspillere.

8. Brian Laudrup: Glasgow Rangers -> Chelsea (82)

Brian Laudrups talent var indiskutabelt, men han havde svært ved at finde sig til rette i både Bayern München, Fiorentina og AC Milan, og han skiftede fra sidstnævnte til Glasgow Rangers, hvor han virkelig slog igennem. Han huskes som en af de bedste spillere nogensinde i skotsk fodbold, og efter fire meget succesfulde sæsoner, skiftede han i 1998 til Chelsea for omkring 82 millioner kroner.

9. Christian Poulsen: Sevilla FC -> Juventus (75)

Christian Poulsen har haft en meget flot karriere, og listen af klubber på hans CV er meget flot. Det hele startede, da FC København hentede ham i Holbæk i 2001, og efter kun en enkel sæson i klubben skiftede han videre til Schalke 04, hvor han også nød stor succes. Herfra gik turen videre til Sevilla i 2006, og efter endnu en god periode, skiftede han til Juventus for 75 millioner kroner.

10. Andreas Cornelius: FC København -> Cardiff City (75)

Andreas Cornelius bragede igennem i sin første seniorsæson, hvor han sammen med FC København vandt mesterskabet i 2013. Han blev topscorer i Superligaen, og Premier League-oprykkerne fra Cardiff City havde spottet den store angriber, hvorfor de valgte at betale omkring 75 millioner kroner efter Cornelius. Det blev aldrig til noget i Wales, og han skiftede tilbage til FC København et halvt år efter.

Tidligere på listen:

11. Michael Laudrup: FC Barcelona -> Real Madrid (70)

Danmarks bedste fodboldspiller nogensinde optræder også på listen over Danmarks dyreste fodboldspillere. Han skiftede til Barcelona i 1989, og her var en en central spiller på ’El Dream Team’, som under Johan Cruyffs ledelse betagede fodboldverdenen. Han ragede dog uklar med den karismatiske legende, hvorfor han skiftede til ærkerivalerne fra Real Madrid i 1994 for en sum af 70 millioner kroner.

12. Daniel Agger: Brøndby IF -> Liverpool (65)

Tom Køhlert informede i 2004 den daværende cheftræner i Brøndby IF Michael Laudrup om, at klubben havde et specielt talent i ungdomsafdelingen. Daniel Agger blev da rykket op i seniortruppen, og det tog ham ikke lang tid at slå sit navn fast. Han spillede med en kølighed, som man sjældent ser hos så unge spillere, og Liverpool købte stopperen for omkring 65 millioner kroner i 2006, og han nåede at spille otte sæsoner i storklubben inden han returnerede til Vestegnen i 2014.

Denne liste har brugt Sky Sports, Kicker og Transfermarkt som kilder, og der skal tages højde for eventuelle usikkerheder omkring transfersummene. De fleste handler indeholder diverse bonusordninger udover overgangssummen, så beløbene imellem klubberne kan afvige.

Fodboldskribent

Lars Madsen

Author

2447 Artikler

Lars Madsen har mange års fodbolderfaring - både som aktiv fodboldspiller og som træner, men nu er det primært igennem tastaturet, at den store fodboldviden bliver benyttet. Han har et stort kendskab til dansk fodbold, men beskæftiger sig selvfølgelig også med international fodbold.